Det, vi gør sammen

28-01-2019
Offentlige indkøbere er hverdagens helte. Det var Signe Lynggaard Madsens budskab på SKI’s årsdage 2019. På tværs af den offentlige sektor arbejder de hver dag på at skabe råderum til velfærd. Offentlige indkøbere skaber helt konkret værdi for hele samfundet – i form af besparelser men også nytte, kvalitet og innovation.

”Det arbejde, vi som indkøbere i det offentlige laver, kan vi være stolte af. Som hverdagens helte flytter vi velfærdskroner hver eneste dag og er med til at skabe råderum”. Sådan faldt ordene fra adm. dir. Signe Lynggaard Madsen, da hun skød Årsdage for offentligt indkøb i gang.

Med eksempler fra hverdagen understregede Signe Lynggaard Madsen, at det virker, det vi gør. At vi med rette kan være stolte at vores arbejde – og at vi skal være endnu bedre til at fortælle vores omverden om det, vi bidrager med:

”Vi skal have endnu mere fokus på det professionelle arbejde og den værdi, det skaber for vores organisationer. Ikke kun i form af besparelser, men også i form af bedre løsninger, mere helhed, kvalitet og konkurrence”, sagde Signe Lynggaard Madsen. Hun fremhævede ordentlighed som et vigtigt pejlemærke for offentligt indkøb de kommende år:

”Vi skal kæmpe for ordentlighed. Ordentlighed for vores fremtid og vores klode. Vi skal også kæmpe for den moralske ordentlighed i forhold til hvidvask, bestikkelse, og at der er ordentlige arbejdsvilkår. Det, at vi skaber værdi og kæmper for ordentlighed, mener jeg virkelig er noget, vi kan være stolte af som offentlige indkøbere.”

​​ ​​


​​​​