”Det er en fejl at sætte lighedstegn mellem effektivisering og digitalisering”

06-11-2018
Langt de fleste it-strategier i den offentlige sektor har kun fokus på effektivisering. Det er ifølge ekspert i kunstig intelligens, Thomas Terney, helt forkert. Her får du hans gode råd til, hvordan du kan undgå at lave samme fejl.

Sidst i oktober slog SKI dørene op til den første udgave af arrangementet ’Offentligt it-indkøb’. Der blev stillet skarpt på indkøb af it i det offentlige – og hvordan SKI-aftalerne kan understøtte arbejdet i den enkelte institution.

Thomas Terney, ph.d., forfatter og ekspert i kunstig intelligens, rundede dagen af med et indlæg om nye måder at arbejde med it-strategier. Ambitionen var at rykke deltagernes forståelse af digitalisering ved at vise de fejl, man oftest begår i it-strategier:

”Den fejl jeg oftest ser er, at vi sætter lighedstegn mellem effektivisering og digitalisering. Når vi tænker på den måde, laver vi løsninger, der er så fokuseret på at effektivisere vores lille del af biksen, at vi glemmer det, der sker ude i verden. Det er ikke sådan, vi udvikler den offentlige sektor. Det er et mindset, det er præget af det industrielle samfund, og det skal vi væk fra,” fortæller Thomas Terney.

Nyt mindset skaber fremtidens intelligente samfund

Teknologien udvikler sig hele tiden og bevæger samfundet i en mere intelligent retning. Det sker, fordi den digitale udvikling gør, at vores services bliver mere og mere intelligente


Thomas Terney, ph.d., forfatter og ekspert i kunstig inteligens

”Kina er måske det land, som er mest ambitiøs i anvendelsen af kunstig intelligens. Og det handler ikke blot om overvågning af borgerne, som er den del, vi hører mest om. Kina har en ambition om at være et intelligent samfund i 2030”, fortæller Thomas Terney og fortsætter:

”Men nu har vi i Danmark også meldt os på banen, og regeringen har sat som mål, at Danmark skal være verdensledende indenfor kunstig intelligens i 2025. Det mål når vi ikke, hvis vi kun fokuserer på at effektivisere det, vi allerede gør i dag”.

Fire spørgsmål, der understøtter en intelligent it-infrastruktur

Det kan være svært at tænke i nye perspektiver, fordi vi er opvokset et samfund, der er præget af industrialiseringen. Derfor hjalp Thomas Terney deltagerne godt på vej med fire konkrete spørgsmål, man kan stille for at sikre, at it-udviklingen understøtter en intelligent it-infrastruktur:

  1. Hvordan kan det produkt eller den service, jeg er ved at lave, være med til at automatisere tunge/kedelige arbejdsopgaver/processer?
  2. Hvordan gør denne service mine medarbejdere i stand til at træffe bedre beslutninger?
  3. Hvordan kan vi lave services, der tilpasser sig til den enkelte eller generelle bruger?
  4. Hvordan kan man få nogle services, der hele tiden optimeres automatisk?

Med disse spørgsmål i baghovedet kan du undgå at begå samme fejl som andre, når du udvikler en ny digital service, et nyt teknologisk produkt eller en ny it-strategi.​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Kampen om fremtiden

Kunstig intelligens er i markant udvikling disse år og vil snart indgå ubemærket i alle parter af menneskets liv. Thomas Terney forklarer i sin nye bog, "Kampen om fremtiden", hvad kunstig intelligens egentlig består af, og hvor det er på vej hen.