3 ud af 10 forventer at bruge SKI mere det kommende år

29-11-2017
SKI’s brugere har talt. Generelt set er de tilfredse med SKI. Samtidig fortæller tre ud af 10 brugere, at de forventer at bruge SKI mere det kommende år. Det og meget mere viser SKI’s årlige brugertilfredshedsundersøgelse. Læs med her!

SKI’s brugere er stadig tilfredse med SKI. Det er femte år i træk, at SKI måler brugertilfredsheden, og tilfredsheden er steget mærkbart siden første måling i 2012. Mere end 300 brugere har taget sig tid til at besvare undersøgelsen, der ud over en masse tal også gemmer på gode og konstruktive kommentarer til SKI. 


På en skala fra 1-5 angiver SKI’s brugere, hvor tilfredse de alt i alt er med SKI. Dette tal er steget markant fra 2012 til i år.  

SKI’s adm. direktør Signe Lynggaard Madsen sætter stor pris på, at så mange har taget sig tid til at besvare brugerundersøgelsen:

”Jeg vil gerne takke alle, der har taget sig tid til at besvare undersøgelsen. Det er meget værdifuldt at få feedback fra dem, der arbejder sammen med SKI. Brugerundersøgelsen er et af de værktøjer, som er med til at give os en pejling på, om vi er på rette vej – udover naturligvis den daglige og løbende dialog med samarbejdspartnere fra bl.a. kommuner, stat og regioner. Derfor læser vi i SKI alle kommentarer grundigt igennem og kigger nøje på, hvordan vi bedst kan imødekomme dem,” forklarer Signe Lynggaard Madsen.

SKI skal blive endnu bedre til at effektivisere det offentlige indkøb

I årets brugertilfredshedsundersøgelse svarer tre ud af 10, at de forventer at bruge SKI mere det kommende år. Størstedelen svarer, at det skyldes de forpligtende aftaler. Flere angiver dog også, at det skyldes nye aftaler, som de har efterspurgt, og at SKI’s aftaler er blevet lettere at bruge. 

Signe Lynggaard Madsen er ydmyg over for, at flere tilkendegiver, at de vil bruge SKI’s aftaler det kommende år. Og hun er meget bevidst om opgaven, der ligger forud:

”Vi sætter stor pris på det samarbejde, vi har med den offentlige sektor. Og der er ingen tvivl om, at det forpligter os, når flere prioriterer at bruge os. Vi skal arbejde dedikeret på at sikre, at vores aftaler og vores services fortsat kan blive endnu bedre og dermed medvirke til at understøtte effektiviseringer af det offentlige indkøb.”


30 pct. af dem, der har deltaget i undersøgelsen forventer at bruge SKI mere i 2017​

Opdatering af SKI-kataloget og nye tildelingsværktøjer lige om hjørnet

Når brugerne peger på, hvad SKI kan gøre bedre, er der et par ting, der går igen. En af dem er SKI-kataloget, hvor flere brugere savner overblik og en forbedret søgefunktion. 

Siden sommeren har SKI’s it-afdeling netop arbejdet på at forbedre SKI-kataloget, og it-chef Søren Ingemann-Olsen tør allerede nu godt løfte sløret for nogle af de forbedringer, der kommer til januar: 

”Helt overordnet har vi arbejdet på at gøre SKI-kataloget mere brugervenligt. Det nye SKI-katalog vil bl.a. have et bedre søgefelt og præsentere de enkelte varer langt mere overskueligt – lidt som vi kender det fra de webshops, vi bruger privat,” siger Søren Ingemann-Olsen. 

Flere brugere efterspørger også bedre tildelingsværktøjer. I dag findes de i Excel, men også her har Søren Ingemann-Olsen et par forbedringer i ærmet. På de nye it-rådgivningsaftaler er der nemlig nye smarte it-understøttede tildelingsværktøjer på vej – det drejer sig om:

”Det betyder, at du vil kunne lave din tildeling via ski.dk og slipper for Excel-arket. Det gør tildelingen mere overskuelig, at du automatisk bliver guidet igennem de trin, der er i en tildeling,” siger Søren Ingemann-Olsen, der håber på at rulle de nye tildelingsværktøjer ud allerede i december. 

Fakta: SKI’s brugertilfredshedsundersøgelse 2017

I alt 351 besvarelser

Respondenter fra kommuner, stat, regioner, selvejende institutioner, forsyningsselskaber og øvrige organisationer

To ud af tre er organisatorisk placeret i den centrale indkøbsafdeling.

67,4 pct., er tilfredse eller meget tilfredse med SKI. Det er en stigning på knap 3 pct. i forhold til 2016. 

60 pct. er tilfredse eller meget tilfredse med bredden af SKI’s rammeaftaleportefølje.