Det er enkelt og let at handle gennem SKI's rammeaftaler. Det følgende er en guide til at handle direkte hos leverandørerne på aftalerne, også kendt som direkte tildeling. Der er også mere avancerede måder at benytte aftalerne på, hvis dit indkøbsbehov er meget stort eller du har behov for særlige løsninger.
Sådan køber du gennem SKI – en hurtig guide
1: Før du begynder på købet, er det afgørende vigtigt, at du kender dit behov i detaljer. Derfor bør du overveje, hvilket produkt du skal bruge, samt hvilken mængde og kvalitet du behøver. Du bør også overveje, hvilke miljøkrav du vil stille.
2: Derefter går du ind på denne hjemmesides liste over rammeaftaler. Her kan du se om vi har lavet en aftale, der dækker dine behov. Når du har fundet rammeaftalerne, kan du danne dig et overblik over hvilke leverandører, du har mulighed for at handle med. Priserne kan du derefter se på vores varekatalog www.netindkoeb.dk, hvor du skal bruge din organisations SKI-kundenummer og password for at logge ind.
3: Når du har fundet frem til den objektivt og sagligt bedst egnede leverandør, kontakter du leverandøren direkte på normal vis, bestiller varen og oplyser dit kundenummer. Som alternativ til den direkte handel kan du bruge mini-udbud eller e-auktion til at opnå en bedre pris, hvis din ordre er særlig stor eller kompliceret.
4: Du køber nu det, du skal bruge. Husk eksempelvis at rekvirere en kopi af leverandørens indrapportering til SKI, som dokumentation for, at du har fået afløftet EU-udbudspligten. Det er muligt at bede om dokumentationen samlet, eksempelvis en gang om året.
SKI har været i udbud for dig
Når du køber gennem en SKI-aftale, behøver din organisation ikke selv at gennemføre et EU-udbud. Det er allerede sket, idet alle SKI´s aftaler er etableret i overensstemmelse med de EU-direktiver og procedurer, der gælder for større offentlige indkøb af varer og tjenesteydelser.
Handelssystemer
Som kunde hos SKI kan du vælge at handle via en e-handelsplads (fx DOIP/Gatetrade, KMD, Rakat) eller direkte via den enkelte leverandørs egne indkøbssystemer.