SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

Mindstekrav 

 

 Mindstekrav til vikarydelsen

  • Leverandøren skal tilbyde vikarer, som minimum besidder den uddannelse, som ligger til grund for kundens tildeling af vikarydelsen, f.eks. en ”Uddannet sygeplejerske med autorisation”  eller ”Uddannede social- og sundhedshjælpere, der har gennemført grunduddannelse efter Lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser indenfor bistandspleje og omsorgsområder mv.”.
  • Leverandøren skal have tegnet overenskomst med de for området forhandlingsberettigede organisationer, eller tilbyde sine ansatte overenskomstmæssige vilkår.
  • Leverandøren skal instruere og efteruddanne sine vikarer i overensstemmelse med gældende regler for det pågældende fagområde, således at vikarydelserne kan leveres på en tilfredsstillende måde for kunden.
  • Vikaren skal tillige følge almindelige etiske regler og loyalitet, samt indgå i samarbejde med kundens eget personale.
  • Leverandøren skal være indstillet på at efterleve lokale krav til vikaren i forhold til arbejdsmiljø.
  • Vikaren skal kunne betjene og anvende pleje- og omsorgssystemer og andre gængse styringssystemer.
  • Vikaren skal optræde på en diskret, høflig og velsoigneret måde, ligesom vikarerne skal beherske dansk i skrift og tale. Vikarens skriftlige kundskaber skal være på et niveau, så der kan skrives forståelige meddelelser i borgernes kontaktbøger og/eller journaler og lignende.
  • Leverandøren skal sikre, at hver vikar på forlangende kan legitimere sig som ansat hos leverandøren. Dette gælder både i forhold til den enkelte borger og i forhold til kunden og dennes medarbejdere.
  • Vikarens straffeattest (§ 22 attest) må ikke indeholde forhold, som gør vikaren uegnet til at udføre de bestilte vikarydelser. Såfremt vikariatet omfatter arbejde med børn skal leverandøren indhente børneattest (§ 36 attest), og denne skal være negativ. Straffe- og børneattest skal på opfordring kunne forevises for kunden.

 

Rammeaftalens mindstekrav omfatter også en række CSR-krav, som tilbudsgiveren skal leve op til før denne kan blive tildelt på rammeaftalen:

  • Leverandøren skal have en formuleret arbejdsmiljøpolitik for ansættelserne inden for de ydelser, som rammeaftalen omfatter. Arbejdsmiljøpolitikken skal fremme arbejdsmiljøet i virksomheden. Den skal som minimum gælde i hele rammeaftalens varighed. Leverandøren skal på SKI’s eller kundernes anmodning orientere og dokumentere om arbejdsmiljøpolitikken og dens udmøntning.
  • Leverandøren skal have en skriftligt formuleret personalepolitik for ansættelserne inden for de ydelser der er omfattet af rammeaftalen. Personalepolitikken skal fremme udvikling og fastholdelse af medarbejdere i virksomheden. Den skal som minimum gælde i hele rammeaftalens varighed. Leverandøren skal på SKI’s eller kundernes anmodning orientere om personalepolitikken og dens udmøntning. 
  • Ved et eventuelt miniudbud under rammeaftalen for vikarydelser kan den udbydende kunde efter eget skøn anføre en social klausul om, at kunden forventer, at det er muligt at lade modtagere af kontanthjælp og ansatte på særlige vilkår medvirke til løsningen af den opgave der er omfattet af miniudbuddet. Kunden kan ligeledes anføre, at den er indstillet på, at den konkrete udfærdigelse af den sociale klausul sker i samarbejde med den leverandør, der bliver antaget, således at antallet af personer og i hvilket omfang disse personer skal medvirke ved løsningen af opgaven, sker i et samarbejde.