SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

Miljøhensyn 

 

SKI har stillet en række miljøkrav til leverandørerne på rammeaftalen for rengøringsservice. Som kunde er du sikret at følgende krav er overholdt:

 

  • Rengøringsmidler lever op til kravene i miljømærkerne Blomsten og Svanen

    Når du køber rengøringsydelser på SKI’s rammeaftale, har du garanti for at alle de rengøringsmidler, som leverandøren anvender til almindelige daglige rengøringsopgaver, lever op til kravene i det europæiske miljømærke Blomsten eller det nordiske miljømærke Svanen. Hvis leverandøren ikke kan løse en given rengøringsopgave med et rengøringsmiddel, der lever op til kravene i miljømærkerne, skal du som kunde særskilt godkende dette.

    Miljøstyrelsen anbefaler, at der så vidt muligt anvendes miljømærkede rengøringsprodukter, da disse giver garanti for, at produkterne er blandt de mindst belastende for miljøet og klimaet, uden at kvalitet og funktion er forringet.

 

  • Personalet er instrueret i brug af rengøringsmidler og metoder

    Det er vigtigt for miljø og arbejdsmiljø, at personalet anvender rengøringsmidlerne på den rigtige måde, og at arbejdet bliver udført ergonomisk korrekt. Derfor indgik leverandørernes uddannelse af deres personale i forbindelse med evalueringen, da SKI udbød rammeaftalen.

 

  • Der er datablade for de anvendte rengøringsmidler

    Det er et mindstekrav i kontrakten, at alle rengøringsmidler skal være forsynet med et datablad fra leverandøren med information om produktet.

 

  • Der bruges mikrofiberklude

    Alle leverandører på rammeaftalen bruger mikrofiberklude, hvor det er muligt. Derved bliver vandforbruget mindre, og man behøver ikke at bruge rengøringsmiddel.

 

  • Kundens miljø- og sikkerhedsregler respekteres

    Det er et krav i kontrakten med leverandørerne på rammeaftalen, at personalet skal respektere og efterkomme alle de miljø- og sikkerhedskrav og -regler, der stilles til kundens egne medarbejdere; herunder rygepolitik hos kunden. Dette gælder på hele kundens matrikel.