SKI har indgået aftale med i alt 71 leverandører på rammeaftalen, hvilket giver dig stor valgfrihed, hvad enten det forestående IT-projekt kræver en stor totalleverandør, et mindre konsortium, en nicheleverandør eller en offshore-leverandør med udviklingsaktiviteter i Asien.
Alt i alt er der tale om en af de mest komplette leverandørlister, der nogensinde er set på en SKI-rammeaftale.
Du kan hente en oversigt over de valgte leverandører her:
Oversigt over leverandører på delaftaleniveau
Leverandøroversigt med kontaktpersoner
Oversigten viser de valgte leverandører pr. delaftale og leveranceform, samt hvorvidt leverandører tilbyder software på rammeaftale- eller delaftaleniveau.
SKI har ud fra en kravspecifikation valgt de økonomisk mest fordelagtige tilbud baseret på delkriterierne pris/rabat, sortiment samt kvalitet og leveringssikkerhed. Alle de leverandørspecifikke informationer kan ses på www.netindkob.dk efter den 1. juli 2008, når aftalen træder i kraft.
Vælg leverandører ud fra deres modenhedsniveau
Aftalen er bl.a. bygget ud fra IT- og Telestyrelsens modeller om ’modenhed’, der sikrer kunderne tryghed i deres valg af leverandør. Modenhedsniveauet er nemlig leverandørernes egen deklaration af deres niveau på 30 forskellige punkter fordelt på de tre hovedområder:
- Leverandørens evne til at udvikle og tilpasse IT-systemer
- Leverandørens evner til at styre projekter
- Leverandørens evner til at samarbejde med kunden
Leverandørens modenhedsangivelse omfatter kun den del af organisationen, der er relevant i forhold til den eller de delaftaler, leverandøren er valgt på.
Læs pressemeddelelsen fra IT- og Telestyrelsen om fordelene ved modenhedskravet:
Pressemeddelelse fra IT- og Telestyrelsen.pdf
Rette ressourcer i alle kategorier
Leverandørernes priser er fordelt på 7 forskellige ressourcekategorier, som angiver forskellige kompetenceniveauer. Inden for hver af de 7 ressourcekategorier er der 5 kompetenceområder:
- Uddannelse og erfaring: krav til ressourcens uddannelse og/eller branchekendskab
- Selvstændighed: krav til ressourcens evne til at arbejde selvstændigt og håndtere ansvarsbeføjelser
- Indflydelse: krav til ressourcens indflydelse på omgivelserne, internt og eksternt
- Kompleksitet: krav til den grad af kompleksitet, som ressourcen skal kunne håndtere
- Forretningsevner: krav til ressourcens evne til at se tingene i forretningsmæssigt sammenhæng og reagere derefter
Du kan se en fuld oversigt over alle ressourcekategorierne her:
Ressourcekategorier
Kompetencemodellen og de tilhørende ressourcekategorier er inspireret af tilsvarende tanker gjort af IT- og Telestyrelsen (www.ITST.dk) og SFIA Foundation (www.SFIA.org.uk). Sidstnævnte har udviklet en model til at beskrive kompetencer og opdele dem i niveauer.
Offshore, nearshore og lokale ressourcer
Alle leverandører har mulighed for at tilbyde ressourcer fra alle sine geografiske lokationer. Det vil sige, at du kan opnå store besparelser ved at gøre brug af leverandørens ressourcer i lavtlønsområder.
Standardprogrammel, brancheløsninger og immaterielle frembringelser
Til ethvert projekt er der behov for enten standardprogrammel, standardrammesystemer eller særlige brancheløsninger og specialkomponenter, som leverandøren kan tilbyde. Alle leverandører har mulighed for, i varierende grad, at tilbyde alle disse delelementer og bringe dem ind som en del af leverancen – hvad enten der er tale om et direkte køb eller et miniudbud.
Mange leverandører kan tilbyde komponenter som ikke kan kategoriseres som standardprogrammel, men som på samme vis bibringer et projekt værdi. Dette benævnes i udbuddet "Immaterielle frembringelser".
Leverandøren har således budt ind med bl.a. rammeværktøjer, vidensdatabaser, dokumentationsstandarder, specialservices o.lign. Alle disse elementer kan med fordel bringes ind i projekterne i en række sammenhænge, hvilket leverandøren har dokumenteret via en særskilt relevansbeskrivelse.