SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

Samfundsansvar 

 

Alle leverandører på SKI rammeaftale 10.02 - Storkøkkenudstyr og køkkenartikler har skrevet under på, at de efterlever principperne i FN’s Global Compact.

I det omfang der anvendes underleverandører til at opfylde rammeaftalen, er leverandøren forpligtet til at stille samme krav overfor og bidrage til opfyldelse af disse hos underleverandørerne.


Pilotprojekt

De virksomheder, der er blevet valgt som leverandører på rammeaftalerne, skal rapportere til SKI om deres arbejde med samfundsansvar.

SKI har tilrettelagt et forløb, hvor leverandørerne bliver inviteret til en række seminarer og dialogmøder om hvordan de nye krav om dokumentation for samfundsansvar overholdes. På seminarerne vil leverandørerne desuden få indblik i samfundsansvar og de værktøjer og metoder, der findes til at gennemføre fortsatte forbedringer på området.

Erfaringerne fra pilotprojektet skal danne grundlag for SKI’s videre arbejde med samfundsansvar.


Hensyn til miljø og klima i rammeaftalen

En stor del af elforbruget i institutioner, kontorbygninger m.v. kan gå til hårde hvidevarer i storkøkkener. Det er derfor vigtigt, at der vælges energieffektive hårde hvidevarer til køling, opvask, madlavning m.v.

Center for Energibesparelser har indkøbskrav for professionelle køleskabe og frysere og semiprofessionelle køleskabe, og der er i aftalen stillet krav om at produkterne skal overholde disse krav.

For de andre hårde hvidevarer på aftalen har Center for Energibesparelser ingen indkøbskrav. Derfor har SKI i stedet stillet krav til leverandørerne om, at de skal oplyse om produkternes energi- og vandforbrug opgjort efter den samme standard, således at du som kunde har mulighed for at sammenholde forskellige maskiners forbrug af energi og vand. Dette krav er stillet til de professionelle hårde hvidevarer, hvor der findes sådanne standarder. Se nærmere nedenfor.


Gode råd til energieffektive indkøb af professionelle hårde hvidevarer

  • Kig efter Center for Energibesparelsers logo

    Når du køber professionelle køle/fryse-møbler, som er omfattet af kravene i Center for Energibesparelsers indkøbsvejledning, finder du let de produkter, der overholder Center for Energibesparelsers indkøbskrav. Du skal blot kigge efter Center for Energibesparelsers sparelogo i SKI’s elektroniske varekatalog, NetIndkøb. 

    Center for Energibesparelers indkøbskrav kan læses på Center for Energibesparelsers hjemmeside:
  • Spørg om energi- og vandbrug

    Professionelle opvaskemaskiner
    Leverandørerne har pligt til at oplyse om tankopvaskemaskiners energi- og vandforbrug, opvaskekvalitet mv. i henhold til metoderne beskrevet i Teknologisk Instituts datablad for opvaskemaskiner.

    Leverandørerne har ligeledes pligt til at oplyse om energi- og vandforbrug samt opvaskekvalitet mv. for professionelle opvaskemaskiner, der fungerer som husholdningsmaskiner. Oplysningerne skal basere sig på test efter standarden for husholdningsopvaskemaskiner.

    For maskiner med forskyl skal leverandørerne oplyse om maskinen anvender recirkuleret vand eller genbruger vand fra maskinen til forskylning.
    Automatisk doseringsanslæg
    Opvaskemaskinerne skal være udstyret med automatisk doseringsanlæg for vaske – og afspændingsmidler inkl. kompaktvaskemidler. Alternativ skal maskinerne være forberedt til at der kan tilkobles automatisk doseringsanlæg.


    Professionelle vaskerimaskiner
    Leverandørerne skal for professionelle vaskerimaskiner oplyse energi- og vandforbrug, vaskekvalitet mv. i henhold til metoderne beskrevet i Teknologisk Instituts datablad for vaskemaskiner.

    Hvis du ønsker oplysninger om de nævnte standarder, er du velkommen til at rette henvendelse til SKI’s Miljøkonsulent Rikke Dreyer, på rd@ski.dk