SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

SKI klar med ny it-rammeaftale til det offentlige 

 20-12-2010 

 

Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S er klar med en ny rammeaftale, der giver offentlige myndigheder mulighed for at hente en række centrale it-løsninger via cloud computing og ASP. Aftalen omfatter både store og små leverandører.


Offentlige organisationer kan fra i dag hente en bred vifte af efterspurgte it-løsninger gennem en ny SKI-rammeaftale, 02.19 ASP/Cloud.

Rammeaftalen giver offentlige kunder mulighed for at indkøbe hostede it-løsninger inden for cloud computing og ASP (Application Service Providers).

Rammeaftale 02.19 er opdelt i tre delaftaler. Delaftale 1 og 2 omhandler ASP-løsninger, mens delaftale 3 primært indeholder Cloud-baserede løsninger.

Der er både store og små leverandører blandt de i alt 29 leverandører, der blandt andet kan levere løn- og økonomisystemer, ESDH-services, løsninger til sundhedssektoren, office applikationer, indkøbsstyringssystemer mv.

Konstitueret adm. direktør i SKI, Signe Lynggaard Madsen, er godt tilfreds med den nye aftale:

”Rammeaftalen om ASP/Cloud er ny for SKI. Vi er tilfredse med den gruppe leverandører, vi har fået på aftalen. Den giver kunderne mulighed for at købe et bredt udvalg af løsninger fra både store og små leverandører,” siger Signe Lynggaard Madsen.  

Hun hæfter sig ved, at aftalen lægger sig op ad den nye mere restriktive, juridiske fortolkning af EU’s udbudsregler, der lægges til grund for det nye paradigme, som SKI er ved at udarbejde.

Et nyudviklet it-værktøj hjælper kunden til at få et overblik over, hvilke af aftalens hostede løsninger, der kan levere den ønskede funktionalitet. Ligesom aftalen omfatter en struktureret prismodel for de konkrete ydelser. Aftalen omfatter også planer fra leverandørerne for, hvordan kunder på et senere tidspunkt kan udtræde af kontrakterne.

Rammeaftalen om ASP/Cloud løber i to år med mulighed for forlængelse i to gange 12 måneder.

Se listen over de valgte leverandører på www.ski.dk/aspcloud

Yderligere oplysninger:

Adm. direktør, Signe Lynggaard Madsen, tlf.: 33 42 70 00, mail: slm@ski.dk


Kort om SKI                                                      

SKI gennemfører EU-udbud på vegne af den offentlige og halvoffentlige sektor. Udbuddene udmønter sig i rammeaftaler, der fremmer og effektiviserer offentligt indkøb. Aftalerne bidrager dermed til at sikre den danske velfærd. SKI blev etableret i 1994 og er et kommercielt aktieselskab ejet af staten med 55 pct. og Kommunernes Landsforening med 45 pct.