SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

Ny SKI-aftale kan give offentlige millionbesparelser på kontorvarer 

 05-10-2011 

 

Der er lagt op til indkøbseffektiviseringer for millioner i den offentlige sektor, når den nye rammeaftale for kontorvarer fra Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) træder i kraft den 15. oktober.

På baggrund af en sammenligning af 45 offentlige institutioners og kommuners indkøb af kontorvarer vurderer SKI, at priserne på den nye rammeaftale i gennemsnit er ca. 11 pct. lavere end de priser, som de offentlige indkøbere hidtil har betalt for deres indkøb af kuglepenne, printerpapir og andre lignende kontorprodukter.

Hvis alle brugerne af SKI’s rammeaftaler opnår samme resultater, er der dermed skabt grundlag for indkøbseffektiviseringer på omkring 116 mio. kr. ud af en samlet forventet omsætning på godt en mia. kr. i løbet rammeaftalens forventede løbetid på fire år.

”De offentlige budgetter er under pres, og med denne rammeaftale imødekommer SKI de offentlige indkøberes behov for at købe det der skal bruges i det daglige kontorarbejde, til en lavere pris og på en måde, der tillige letter det administrative arbejde. Rammeaftalen er endnu et eksempel på, at det skaber målbare resultater, når den offentlige sektor går sammen om indkøb”, siger SKI’s adm. dir. Signe Lynggaard Madsen.

Aftalens sortiment omfatter i alt fem delområder; Kontorartikler, Dataforbrugsstoffer, Papir, Skoleartikler og ikke mindst Hobby- og formningsartikler, der er et nyt område på rammeaftalen i forhold til den tidligere aftale for kontorvarer.

Grønt fokus på aftalen

Samlet set giver rammeaftalen mulighed for at købe omkring 15.000 individuelle varer, herunder mange miljørigtige produkter. I udbuddet blev der sat krav om, at leverandørerne skulle byde ind med grønne alternativer til en række af de mest købte varer. Fx mapper og kuglepenne fremstillet med en stor del genbrugsmateriale, batterier der overholder krav fra anerkendte miljømærker, og lim uden opløsningsmidler.

Administrerende direktør Signe Lynggaard Madsen siger: ”Det er meget vigtigt for os, at den offentlige sektor kan vælge en klar grøn indkøbsprofil på vores aftaler, derfor har vi stillet skarpe miljøkrav, og krav om en række grønne produkter i vores udbud”.

Det er SKI’s første udbud med et meget højt antal varelinjer, der er foretaget på grundlag af det nye juridiske fundament, som er kvalitetssikret i samarbejde med Kammeradvokaten. For at hjælpe brugerne til at benytte rammeaftalen juridisk korrekt, har SKI udarbejdet et hjælpeværktøj, der gør det nemmere at anvende aftalen i praksis. Indkøberen kan dermed nøjes med at koncentrere sig om, hvilke produkter, der skal købes, og tildelingsværktøjet fortæller derefter, hvilken leverandør, kunden skal give ordren i henhold til udbudsreglerne.

Frivillig at bruge

Rammeaftalen for kontorvarer er frivillig og fællesoffentlig, hvilket betyder, at den som udgangspunkt kan bruges af offentlige institutioner efter behov, uden forpligtelse til at købe for et vist beløb årligt. Hvis den offentlige kunde benytter miniudbud på baggrund af rammeaftalen, er der dog et vist minimumsbeløb for indkøbene.

SKI arbejder med tre aftaletyper: De bredere, generelle rammeaftaler, fx den her omtalte rammeaftale for kontorvarer, som dækker større sammenhængende ydelsesområder, samt specialistudbud, hvor ydelserne meningsfuldt kan deles op, og slutteligt forpligtende rammeaftaler, hvor kommunerne kan gå sammen og forpligte deres indkøb på fælles kommunale aftaler, som led i aftalen om kommunernes økonomi for 2012.

Yderligere oplysninger:
Thomas Gringer Jakobsen
Kommunikationskonsulent, SKI
21 79 19 81
tgj@ski.dk

 

 

Fakta: De tildelte leverandører

Udbuddet er i skrivende stund i den såkaldte stand still-periode (fra 5. til og med 14. oktober), som er en pause i udbuddet. Det betyder, at SKI først kan underskrive rammeaftalen med de valgte leverandører efter d. 14., under forudsætningen, at der ikke er indkommet klager.

Delaftale 1: Kontorartikler

Lyreco

Remmer

Scan Office

Staples Danmark


Delaftale 2:
Dataforbrugsstoffer

Atea

Comm 2

Lyreco

Staples Danmark


Delaftale 3:
Papir

Lyreco

Scan Office

Staples Danmark

Xerox


Delaftale 4:
Skoleartikler

AV Form

Lyreco

Nova Nordic

Staples Danmark


Delaftale 5:
Hobby-/formnings-/beskæftigelsesartikler

AV Form

Creative Company

Staples Danmark

 

Kort om SKI

SKI gennemfører EU-udbud på vegne af den offentlige og halvoffentlige sektor. Udbuddene udmønter sig i rammeaftaler, der fremmer og effektiviserer offentligt indkøb. Aftalerne bidrager dermed til at sikre den danske velfærd.
SKI blev etableret i 1994 og er et kommercielt aktieselskab ejet af staten med 55 pct. og Kommunernes Landsforening med 45 pct.