SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

Køb hele din it-kommunikation som en pakkeløsning 

 28-06-2010 

 

SKI har med en ny, bred rammeaftale for ”Kommunikationsudstyr og -løsninger” gjort det muligt både at designe, installere, implementere, vedligeholde og ”drifte” sin kommunikationsløsning. I modsætning til tidligere kan man nu vælge at lade en enkelt leverandør byde ind med en samlet pakkeløsning.

Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S (SKI) lancerer 1. juli 2010 en ny rammeaftale med produkter til den offentlige sektors kommunikations-infrastruktur. Rammeaftalen (02.07) omfatter kommunikationsudstyr, netværk og it-sikkerhed. Den løber frem til udgangen af juni 2012.

Løsningsorienteret

”Vi har tænkt i løsninger frem for enkeltprodukter, da vi skruede den nye rammeaftale sammen. Derfor kan vi nu tilbyde en bred, løsningsorienteret vifte af kommunikationsudstyr og -løsninger. Og samtidig er sortimentet bygget op om teknologiske produkter, der kan ”tale sammen” både i forhold til design, installation, implementering, vedligeholdelse og drift”, siger Søren Bo Christiansen, udbudschef i SKI.

”Det giver et godt overblik over it-kommunikationen, at kunne købe alle produkterne hos en og samme leverandør som en totalleverance – evt. i forbindelse med yderligere konkurrenceudsættelse i form af et miniudbud”, fortsætter han.

Den samlede produktsammensætning sigter således imod helhedsorienterede pakkeløsninger, og rammeaftalen giver dermed de offentlige kunder mulighed for at vælge optimale totalleverancer med tilhørende serviceydelser fra én enkelt, eller flere leverandører i et bredt felt med mange store spillere samt mindre specialleverandører.

Prisen er hovedkriteriet

SKI og udbuddets følgegruppe har valgt at prioritere konkurrencedygtige priser højest (40 pct.) i forhold til de fire hovedkriterier, der har afgjort valget af de 15 leverandører. Sortimentet på rammeaftalen, der er blevet opdateret og udvidet med bl.a. mobile og trådløse løsninger, har vægtet 25 pct., mens teknisk kvalitet og leverancekvalitet vægter hhv. 20 og 15 pct.

”Det er væsentligt at kunne fremvise en betragtelig besparelse, når man køber ind på aftalen og samtidig få en samlet og evt. tværgående løsning på it-kommunikationsområdet. Priserne er laveste ugepris, og leverandørernes prislister vil således altid afspejle det aktuelle niveau”, siger Søren Bo Christiansen videre.

I forbindelse med udbuddet har SKI samarbejdet med bl.a. IT Branchen, Center for Energibesparelser og Netplan.

Der er i rammeaftalen taget højde for miljøhensyn i forbindelse med genbrug, bortskaffelse og mærkning af it-udstyret, og leverandørerne skal således overholde Center for Energibesparelsers krav.


Læs mere på: www.ski.dk/komudstyr og se også de valgte leverandører her.

Kort om SKI
SKI gennemfører EU-udbud på vegne af den offentlige og halvoffentlige sektor. Udbuddene udmønter sig i rammeaftaler, der fremmer og effektiviserer offentligt indkøb. Aftalerne bidrager dermed til at sikre den danske velfærd.
SKI blev etableret i 1994 og er et kommercielt aktieselskab ejet af staten med 55 pct. og Kommunernes Landsforening med 45 pct.