27 kommuner bl.a. fra Fællesindkøb Sjælland (FUS) samt Indkøbsfællesskab Nordsjælland (IN) har samarbejdet om at købe bedst og billigst ind. En ny forpligtende indkøbsaftale på forbrugsartikler giver målbare besparelser på budgetterne.
Når 27 kommuner fra 1. oktober 2011 køber forbrugsartikler til brug for kommunens institutioner som bl.a. anvendes på plejehjem, skoler, daginstitutioner og i hjemmeplejen, så er priserne i gennemsnit 14 pct. lavere end hvad, kommunerne hidtil har betalt. Det er resultatet af at forpligte, koordinere og standardisere indkøbet på færre kategorier med større volumen.
Det samlede potentiale for besparelser beløber sig til 5,6 mio. kr. om året for de myndigheder, der har valgt at forpligte deres indkøb på aftalen.
Det var leverandøren MultiLine A/S fra Sorø, der vandt udbuddet efter princippet ”laveste pris”. Aftalen omfatter indkøb af eksempelvis køkkenruller, toiletpapir, engangsvaskeklude, engangsservice, fødevareemballage og emballage til madudbringning i hjemmehjælpen.
Til gengæld for leverandørens tilbud og skarpe priser har kommunerne forpligtet sig til at købe ind hos MultiLine A/S de næste to år. Herefter kan myndighederne tage stilling til, om man vil forlænge aftalen i yderligere to år.
”Det giver god mening for kommunerne at samarbejde om indkøb og udbud. Stordriftsfordele giver bedre priser, hvilket SKI endnu engang har bevist ved at gennemføre dette ad hoc udbud for interesserede kommuner. Nu er det så op til kommunerne selv at implementere den nye aftale i egne organisationer, så de gode priser kan udmøntes i besparelser for kommunerne”, siger administrationschef Jess Thorsen, Frederikssund Kommune.
Den forpligtende aftale er den anden i en række af to inden for området forbrugsartikler, som SKI inden for de seneste måneder har udbudt samarbejde med den lange række kommuner på Sjælland. Herudover er også SKAT, University College Lillebælt samt Vesthimmerlands Kommune med. Den første aftale omhandlede rengøringsrekvisitter og rengøringsmidler og trådte i kraft 1. september 2011. Her var resultatet en gennemsnitlig besparelse på 23 pct., svarende til et potentiale i størrelsesorden 4,7 mio. kr. årligt for de tilsluttede myndigheder.
”De to forpligtende aftaler inden for forbrugsartikler giver et samlet potentiale for besparelser på ca. 10,3 mio. om året hos de sjællandske kommuner. Vi er tilfredse med, at det også i praksis viser sig, at der er rigtig god økonomi i at koordinere, standardisere og forpligte indkøbene i fællesskab, siger adm. direktør Signe Lynggaard Madsen, SKI og fortsætter:
”Samtidig er vi meget glade for, at disse kommuner har valgt at gå foran og forpligte deres indkøb på SKI’s pilot-aftaler. Samarbejdet har været en meget vigtig læring for SKI i forhold til det arbejde, vi står over for med at etablere 15-20 forpligtende aftaler målrettet de danske kommuner frem mod 2015”.
De to forpligtende aftaler er pilotaftaler for SKI, der ikke tidligere har haft forpligtende aftaler i porteføljen. SKI skal som operatør for KL inden udgangen af første halvår 2012 have etableret de første fire forpligtende udbud som led i Kommuneaftalen 2012. Det følger af Kommuneaftalen 2012, at der frem mod 2015 skal etableres 15-20 koordinerede og forpligtende indkøbsaftaler, som størstedelen af kommunerne skal tilslutte sig.
I det nye SKI arbejdes der efter tre aftaletyper: De brede, generelle rammeaftaler, som dækker større sammenhængende vare- og ydelsesområder. Specialistudbud, hvor varer og ydelser meningsfuldt kan deles op i smallere delaftaler og geografiske områder samt endelig de forpligtende rammeaftaler, hvor kommunerne kan gå sammen.
---------------------------------
Yderligere oplysninger om denne aftale;
Administrationschef Jess Thorsen, Frederikssund Kommune, 4735 1084 / jesth@frederikssund.dk
Kommunikationschef Charlotte Balle, SKI – 29 61 76 49 / cba@ski.dk