SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

Genudbud af rammeaftale om managementydelser 

 30-11-2010 

 

 

Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S har valgt at genudbyde en rammeaftale om køb af managementkonsulentydelser. Brancheforeningerne inviteres til at deltage i arbejdet.

Årsagen til at rammeaftalen genudbydes er, at aftalens nuværende struktur gør den vanskelig og tidskrævende at anvende for både kunder og leverandører, når der efterfølgende skal tildeles kontrakter vedrørende konkrete managementkonsulentydelser.

Udbudsreglerne om direkte tildeling – kombineret med aftalens opbygning - vanskeliggør kundernes anvendelse af aftalen, når der skal tildeles mellem 50 leverandører på samme delaftale.

”SKI’s mål er at smidiggøre samhandlen mellem det offentlige og det private, og det er desværre ikke lykkedes i denne aftale.

Vi beklager dybt den ulejlighed, som vores kunder og leverandører på det her område må opleve, når vi skal genudbyde managementkonsulentydelser. Men det er selvfølgelig utroligt vigtigt, at offentlige kunder og leverandører kan anvende rammeaftalen smidigt og effektivt,” siger administrerende direktør Søren Jakobsen fra SKI.

I dialog med branchen

SKI vil i det nye udbud sikre, at anvendeligheden af rammeaftalen kommer i centrum for både kunder og leverandører:

”Brancheforeninger og kunder inviteres til at deltage i et intensivt forløb med workshop og dialog, hvor deltagerne får mulighed for at medvirke til at beskrive og fastlægge ydelser, struktur, kriterier for egnethedsvurdering, samt at bidrage til at kvalitetssikre udbuddets indhold ift. specialistkompetencer.

Der vil blive taget udgangspunkt i behovet for at tilvejebringe en specifik aftale for de store konsulenthuse. Samtidig vil en række delaftaler blive målrettet de forskellige specialistkompetencer i branchen, som tæller en lang række mindre konsulentvirksomheder. Fælles for alle nye delaftaler er, at der bliver færre leverandører på hver af delaftalerne, end det er tilfældet i dag.

På den måde sikrer vi, at kunderne kan anvende aftalen på en nemmere og enklere måde under hensyntagen til de mange juridiske EU-krav, der stilles. Herudover vil vi lempe de formelle krav til tilbudsgiverne”, siger Søren Jakobsen.

Genudbuddet af rammeaftalen om managementkonsulentydelser (17.10) vil blive gennemført som et begrænset udbud, og den nye rammeaftale vil træde i kraft den 1. juli 2011. Indtil da kan leverandører og kunder fortsat bruge den nu opsagte aftale. Og indgåede kontrakter vil gælde indtil de aftalte kontraktperioder udløber. Ny udbudsbekendtgørelse vil blive offentliggjort i marts 2011.

 

Yderligere oplysninger

SKI's Kundeservice, 33 42 70 07


Kort om SKI

SKI gennemfører EU-udbud på vegne af den offentlige og halvoffentlige sektor. Udbuddene udmønter sig i rammeaftaler, der fremmer og effektiviserer offentligt indkøb. Aftalerne bidrager dermed til at sikre den danske velfærd.SKI blev etableret i 1994 og er et kommercielt aktieselskab ejet af staten med 55 pct. og Kommunernes Landsforening med 45 pct.