ASP/Cloud-udbud offentliggøres 1. juli
De to KL-ejede selskaber KOMBIT og Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) har indgået en samarbejdsaftale om kommunale it-udbud, der skal lette kommunernes it-indkøbsproces og fremme digitaliseringen.
Kommunerne er på vej med en ny fælleskommunal digitaliseringsstrategi, der vil hæve overliggeren for den kommunale digitalisering. Det stiller krav om bedre it-løsninger, som effektiviserer og løfter den kommunale opgaveløsning. Efter KL´s salg af KMD har kommunerne desuden et stigende fokus på effektive udbud, der kan sikre konkurrencen via gennemsigtige priser og ydelser.
Kommuner kan med fordel løfte udbudsopgaven i et samarbejde med andre kommuner. SKI og KOMBIT har derfor indgået en samarbejdsaftale, der skal give kommunerne de bedst mulige rammer for sammen at afløfte udbudspligten og få bedre og billigere it.
SKI går i bredden
SKI offentliggør den 1. juli et udbud af ASP- og Cloudløsninger for hele den offentlige sektor. Udbuddet omhandler ASP/Cloud-løsninger i bred forstand, og vil stort set dække alle typer af fagsystemer i det offentlige, herunder bl.a. økonomi- og personalesystemer. De mange fagsystemer, som hele den offentlige sektor anvender, betyder, at udbuddet bliver interessant for mange leverandører. Derfor lægger SKI også op til, at der sammenlagt på rammeaftalen skal findes over 50 leverandører til gavn for konkurrencen.
”Udbuddet dækker hovedparten af det kommunale marked for it-løsninger, bortset fra de fokuserede områder, hvor KOMBIT planlægger fælleskommunal udvikling. SKI sikrer, at kommunerne nemt kan afløfte udbudspligten, sikrer gennemsigtige priser og ydelser samt lægger et pres for at få åbne grænseflader mellem it-løsningerne. Prismodellen for kommunale løsninger er udviklet i et tæt samarbejde mellem en gruppe kommuner, KL, KOMBIT og SKI. Desuden bygger gennemsigtigheden på den fælles offentlige referencemodel FORM”, siger adm. direktør Søren Jakobsen, SKI.
KOMBIT går i dybden
Samarbejdsaftalen mellem SKI og KOMBIT betyder, at mens SKI´s kommende udbud på it-løsninger går i bredden, går KOMBIT´s planlagte udbud i dybden.
”KOMBIT´s primære opgaver er at skabe effektivisering og kvalitet i kommunernes opgaveløsning via fællesudbud af nye og bedre it-løsninger. KOMBIT tager fat på de områder, hvor digitalisering og konkurrence ikke kommer af sig selv, men hvor kommunerne må stå sammen for at skubbe til markedet. KOMBIT går således i dybden, hvor der er særlige behov, mens SKI dækker de øvrige dele af det brede it-marked" siger adm. direktør Hans Berthelsen, KOMBIT og fortsætter:
”På udbudssiden vil KOMBIT´s indsats koncentrere sig om fælleskommunale udbud, hvor der skal ske ændringer i de løsninger, som leverandørerne tilbyder kommunerne. Det er fx inden for fagområder, hvor løsninger skal ny-designes med krav om nye regler, arbejdsgange og standarder. Det vil berøre et begrænset antal løsninger, fx defineret via den fælles kommunale digitaliseringsstrategi eller via kommunernes efterspørgsel på KOMBIT´s KommuneNetværk. Desuden vil kommunerne kunne få hjælp i KOMBIT til at gennemskue deres kontrakter, og til at sammenligne priser, som de har opnået ved udbud i eget regi eller via SKI”.
Fornylig er KOMBIT af KL blevet bedt om at samle kommunerne om et fælles udbudsinitiativ, der effektiviserer, skaber konkurrence og afløfter udbudspligten på monopolområdet, hvor KMD i dag er den eneste leverandør, og hvor der generelt er pres på kommunernes omkostninger. Monopolområdet håndteres således via KOMBIT og indgår ikke i SKIs rammeaftaler. KOMBIT administrerer i forvejen den såkaldte transitionsaftale med KMD, som skal sikre kommunerne i overgangen fra en til flere leverandører på monopolområdet.
Flere detaljer om udbuddet på ASP/Cloud, inkl. tidsplan - klik her
Kontakt:
Adm. direktør Hans Berthelsen, KOMBIT på 33 34 94 01 / hab@kombit.dk
SKI presseansvarlig Charlotte Balle på 29 61 76 49 / cba@ski.dk
KOMBIT chefkonsulent Morten Hass på 29 74 13 37 / mss@kombit.dk