TV2 Nyhederne bragte lørdag et indslag med bl.a. indkøbscheferne fra Middelfart og Sønderborg Kommuner, der kritiserede SKI’s priser for at være for høje. Kritikken blev fremført på baggrund af indkøbschefernes sammenligninger af priser på enkeltvarer som fx limstifter og hullemaskiner. Svaret fra SKI’s adm. direktør Søren Jakobsen blev omvendt beskåret, så argumenterne forsvandt.
I indslaget anslog indkøbschefen fra Middelfart Kommune, at hun sammenlagt kunne spare fra 0-10 pct. ved at købe ind selv. Mens indkøbschefen fra Sønderborg fortalte, at han havde sparet 36.000 kr. på selv at indkøbe bl.a. limstifter og hullemaskiner frem for at benytte SKI’s aftaler.
Kritikken er en gentagelse af kritikken fra sommeren 2009, hvor en håndfuld kommunale indkøbschefer med Holstebro i spidsen angreb SKI’s priser uden at ville fremlægge dokumentation for påstanden om, at de sparede millioner ved selv at købe ind.
SKI tager kritikken seriøst og inviterede derfor dengang to af de kritiske kommuner til en fælles benchmark af priserne – ikke bare på enkeltvarer men af kommunenernes samlede indkøb – foretaget af et uvildigt analysefirma. Men invitationen blev desværre afvist.
At kommuner ind imellem kan købe enkelte varegrupper billigere end hos SKI – fx i forbindelse med slagtilbud og kampagner - finder SKI’s adm. direktør Søren Jakobsen helt naturligt.
”Ligesom det gælder for enhver af os i vores privatøkonomi, så er det altid dejligt at spare penge i forbindelse med udsalg. Det der imidlertid virkelig tæller for vores samlede privatøkonomi er attraktive priser på de tusindvis af vare og tjenesteydelser, som vi til daglig køber i løbet af året. Det er sådan, at vi ser på tingene hos SKI,” siger Søren Jakobsen, der ønsker at finde den bedst mulige praksis for effektivt indkøb.
Han understreger, at SKI er optaget af at lave de bedst mulige aftaler, der er konkurrencedygtige både hvad angår kvalitet og priser. Og han opfordrer andre indkøbere til at dele deres viden og erfaring om effektivt indkøb med de øvrige kommuner og SKI.
”Hvis nogle indkøbschefer har fundet en vej til generelt at opnå bedre aftaler og priser end SKI, så vil jeg endnu engang opfordre dem til at fremlægge dokumentation, så vi alle kan lære af deres praksis.
I en tid hvor kommunerne står overfor voksende økonomiske udfordringer, er det afgørende, at alle kræfter – kommuner, indkøbsfællesskaber og en central indkøbsorganisation som SKI - deler viden og erfaringer og i fællesskab udvikler nye initiativer og metoder til at effektivisere offentligt indkøb,” siger Søren Jakobsen.
Han afviser, at finansieringsmodellen, hvor SKI i gennemsnit kræver knap en pct. af leverandørernes omsætning på aftalerne, betyder, at SKI’s priser bliver for dyre, sådan som konklusionen lød i TV2’s indslag.
Søren Jakobsen henviser til, at det er frivilligt for kommunerne at benytte SKI’s aftaler. Han hæfter sig samtidig ved et markant øget brug af SKI’s rammeaftaler inden for de seneste år. Det gælder også for kommunernes vedkommende.
”Det er frivilligt for de offentlige organisationer om de vil købe ind via SKI eller ej. Så det forhold, at indkøbet via SKI i de seneste syv år er forøget fra 4 til 12 mia.kr., og det forhold, at alene den kommunale sektors brug af SKI er vokset med mere end 30 pct. hver af de seneste to år, må være et udtryk for, at vores aftaler er konkurrencedygtige,” siger Søren Jakobsen. Han mener, at noget indkøb foretages bedst lokalt i den enkelte kommune, mens andet købes mere effektivt ind via en central indkøbsorganisation som fx SKI.