SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

SKI i spidsen for nyt miljøforum 

 27-10-2010 

 

Miljøminister Karen Ellemann (V) har udnævnt chefkonsulent Rikke Dreyer fra SKI til formand for ”Forum for Bæredygtige Indkøb”, som ministeren etablerede i september.

Danmark ligger blandt de tre bedste i EU, når det drejer sig om at købe bæredygtigt ind, men miljøminister Karen Ellemann (V) er sikker på, at offentlige og private virksomheder kan lære rigtig meget af hinanden.

"Danske indkøbere sidder med nøglen til at stille de rigtige miljøkrav, og jeg ser frem til, at ”Forum for Bæredygtige Indkøb”, vil være med til at løfte denne dagsorden gennem viden og netværkssamarbejde", sagde Karen Ellemann, da hun i september nedsatte det nye miljøforum.

Formandsposten til SKI

Det nye forum skal arbejde for at fremme de miljøbevidste og ansvarlige indkøb hos professionelle indkøbere - både i offentlige og private virksomheder, og det skal ske gennem erfaringsudveksling og vidensdeling.

Miljøministeren har udnævnt SKI’s chefkonsulent for miljø og klima, chefkonsulent Rikke Dreyer, til at varetage formandsposten. Det falder godt i tråd med SKI’s ønske om at være det naturlige samlingspunkt for viden og erfaring på området.

'Forum for Bæredygtige Indkøb' er netværksbaseret og vil være åbent for alle, som vil være medlem og evt. engagere sig i en temagruppe med en specifik vinkel inden for grønne indkøb. Det årlige budget er på 1,8 mio. kr.

SKI vægter hensyn til bæredygtighed

For SKI handler det ikke udelukkende om miljø, klima- og energieffektivitet, men også om samfundsansvar og dermed etik og social ansvarlighed.

"Når SKI udbyder rammeaftaler, sker det i tæt dialog med kunderne, så de kan tilpasses deres behov. Flere og flere kunder har i de sidste par år ønsket skrappere miljø- og klimahensyn", siger Rikke Dreyer.

Hun forventer, at etiske og sociale hensyn vil blive en stadig større del af denne dialog.


 

    Blå bog

    • Rikke Dreyer er civilingeniør fra DTU med speciale i miljø og miljøstyring
    • Hun har gennem 10 år været en innovativ drivkraft i forhold til at implementere miljø,Rikke Dreyer klima og samfundsansvar i SKI’s rammeaftaler
    • Rikke Dreyer repræsenterer SKI i ”Det Danske Miljømærkenævn” samt i en række ad hoc-udvalg under Miljøstyrelsen
    • Pr. 1. oktober er hun udnævnt til formand for ”Forum for Bæredygtige Indkøb”

 
Kontakt Rikke Dreyer på rd@ski.dk, hvis du vil høre mere om mulighederne for at blive medlem af ”Forum for Bæredygtige Indkøb”.

Du kan også læse mere om SKI's arbejde med CSR på www.ski.dk/samfundsansvar