En række SKI-leverandører har gennemført et projekt med SKI for at blive klædt på til at imødekomme rammeaftalernes krav om samfundsansvar. Tilbagemeldingerne har været så positive, at alle leverandører på udvalgte rammeaftaler fremover vil blive inviteret til at deltage i lignende projekter.
SKI er begyndt at stille krav om samfundsansvar i alle sine rammeaftaler, og det giver nogle SKI-leverandører en række udfordringer, bl.a. omkring ansvarlig leverandørstyring.
Nogle af de første SKI-aftaler med indbyggede CSR-krav er aftalerne for byggematerialer og storkøkkenudstyr. For at sikre at alle leverandører på disse to aftaler ved, hvad der kræves af dem, inviterede SKI de i alt 31 leverandører til at deltage i en række seminarer, som blev fulgt op med virksomhedsbesøg og individuelt udarbejdede CSR-rapporter for hver deltagende virksomhed. Aktiviteterne blev gennemført i samarbejde med Håndværksrådet.
Formålet med projektet var både at uddybe SKI’s forventninger til leverandørerne i relation til samfundsansvar, fremme samfundsansvarlige tiltag hos leverandørerne, og at give dem en introduktion til væsentlige metoder og værktøjer inden for området.
SKI vil fremover tilbyde samme koncept til alle SKI-leverandører på udvalgte rammeaftaler, hvor hensyn til samfundsansvar er særlig relevant. De omfattede SKI-leverandører vil få tilsendt invitation direkte, og det vil være frivilligt og gratis at deltage.