SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

Mange vindmølleprojekter på vej i kommunerne 

 24-08-2008 

 

Danske kommuner forventer omkring 50 nye vindmølleprojekter i år. Bl.a. skal Frederikshavn have seks nye havvindmøller. En af leverandørerne på rammeaftalen for Rådgivende Ingeniørydelser er Birk Nielsens Tegnestue, der i over 20 år har rådgivet om løsninger ved udformning, placering og visualisering af vindmøller.

Hvordan placerer man vindmøller mest hensigtsmæssigt?
Hvordan ser de ud fra forskellige vinkler? Hvordan påvirker det områder,
hvor der færdes mange mennesker?

Det og meget andet er blot noget af det tegnestuen Birk Nielsen giver deres bud på, når de som rådgivere for bl.a. kommuner kommer med deres bud på en løsning af konkrete vindmølleprojekter.

I over 20 år har tegnestuen arbejdet med udformning,placering og visualisering af vindmøller og tegnestuen er nu med på SKI’s rammeaftale for Rådgivende Ingeniørydelser.

»Vi kan både fungere som rådgiver på dele af vindmølleprojektet, men kan også stå for fx
hele VVM-undersøgelsen med bidrag fra forskellige underrådgivere,« fortæller lederen af
tegnestuen Frode Birk Nielsen.

Når man planlægger vindmølleprojekter, er der en række formelle krav om fx afstand,
der skal opfyldes. Når de er opfyldt står man tilbage med en række mulige placeringer.

»Her er det så vores opgave at se på, hvor de vil falde smukkest ind i landskabet. Det er
meget vigtigt, i forhold til hvordan møllerne efterfølgende vil blive opfattet,« siger Frode
Birk Nielsen.

Han fortæller, at der for få år siden var 6.500 vindmøller, der dækkede 10 pct. af elforbruget. I dag er der 5.000, der dækker 20 procent af behovet.

»Vi kan altså se, at der kommer færre og færre møller med større og større kapacitet,«
siger han.

En af de kommuner, der bl.a. har planlagt nye vindmøller, er Frederikshavn. Frederikshavn Kommune har en ambitiøs vision, der går ud på, at kommunen i år 2015 skal være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi. Denne ambition gælder for samtlige kommunale områder, herunder også opvarmning og transport.

»Det er planen, at vindenergi skal være en meget væsentlig ressource i hele denne omlægning. Vi har i dag fire havvindmøller, vi er i gang med at planlægge seks yderligere,
men vi skal op på omkring 30 vindmøller for at holde planen,« siger direktør for Energibyen Frederikshavn Mikael Kau.

Energibyen Frederikshavn er en selvstændig fond stiftet af Frederikshavn Kommune, der skal føre kommunens ambitiøse energiplan ud i livet. Og nok er planen ambitiøs. »Men vi når det,« siger Mikael Kau.