SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

Grønne it-indkøb er gode for både klima og økonomi 

 24-08-2008 

 

Grønne it-indkøb ses direkte på bundlinjen. Det viser tal fra Center for Energibesparelser, der anslår, at det offentlige vil kunne spare ca. 4 mio. kroner per dag, hvis man brugte it-produkter med et mere effektivt elforbrug. Særligt de konstant tændte servere er den store elsynder.

Indkøb af it rummer med andre ord en oplagt mulighed for at styrke den grønne profil og spare på eludgifterne.


Den konklusion er også baggrunden for, at Københavns Kommune valgte SKI-leverandøren Dell til at levere en såkaldt virtualiseringsløsning, der har reduceret det samlede antal af servere i kommunen fra 638 til blot 32:

»Vores nye serverløsning har resulteret i en  konkret driftsbesparelse på it-driften på et to-cifret millionbeløb, hvoraf el-besparelsen alene udgør 8,4 mio. kroner over 5 år.

Samtidig er den miljømæssige gevinst markant:

"Vores CO2-udledning er faldet med 3.550 ton, hvilket svarer til en reduktion på næsten
75 procent i forhold til den gamle serverløsning, « forklarer direktør Jan Gundersen fra
Koncernservice i Københavns Kommune.

Til sammenligning udleder en københavnsk familie godt 2,8 ton CO2 årligt. Særligt
størrelsen af CO2-reduktionen var en positiv overraskelse for Jan Gundersen, der anbefaler andre kommuner at bruge lignende virtualiseringsløsninger som redskab til at føre en grøn indkøbspolitik ud i livet:

»Løsningen har betydet, at Københavns Kommune kan give sin grønne indkøbspolitik
konkret indhold samtidig med, at vi som offentlig virksomhed sætter klimaet på dagsordenen. Et resultat vi er meget tilfredse med,« siger Jan Gundersen.

Rigtig grøn IT

Hos Dell, forklarer adm. direktør Stig Jørgensen, at digitaliseringen i det offentlige har lagt
et stigende pres på de ressourcer, der bruges på it. Derfor kan det offentlige i de kommende år få gavn af fx virtualiseringsløsninger, hvor man optimerer udnyttelsen af servere:

»Digitaliseringen i den offentlige er med til at forenkle arbejdsgange og processer, men det kræver store mængder af regne- og lagringskapacitet.
Som igen betyder nyanskaffelse af servere og harddiske. Det er både dyrt i indkøb
og i forbrug, fordi serverne, selv når de står på standby eller ikke er i gang, bruger masser
strøm,« siger Stig Jørgensen og tilføjer, at forklaringen på den store besparelsesgevinst
ligger i selve måden, man udnytter sin it:

»Totalt set er der masser regnekraft, som ligger ubenyttet hen. Faktisk anslår man, at
kun 40 procent af kapaciteten på verdens servere udnyttes. Pointen er, at man ved at
udnytte sine ressourcer bedre kan spare på antallet af fysiske maskiner,« forklarer Stig Jørgensen. Han understreger, at effektiv ressource- og strømstyring kun er den første bølge af grøn it:

»Reduktion af serverforbrug er naturligvis et godt sted at starte, fordi det reducerer
elforbrug til både regnekraft og køling. Men ›rigtigt‹ grøn it handler også om selve designet
af it-produkterne. Dvs. hvordan er grundkomponenterne fremstillet, og hvad er det
for nogle produktionsmetoder, der er brugt?

Derfor handler rigtig grøn it både om klimapåvirkning og den totale miljøbelastning af
produktet fra anskaffelse til bortskaffelse,« slutter Stig Jørgensen.

Tre genveje til grønt it-indkøb
v. Stig Jørgensen

1. Skift de gamle billedrørsskærme ud
med fladskærme.

2. Skift de stationære maskiner ud med
bærbare – her kan der spares op til 80
procent.

3. Fokusér på energieffektive serverløsninger.

Få mere inspiration på www.ski.dk/miljoogklima