SKI - Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S

Direkte tildeling: Læs SKI’s nye juridiske vejledning 

 27-10-2010 

 


Det er kundens ansvar at overholde udbudsreglerne ved direkte tildeling. Nu har SKI udarbejdet en juridisk vejledning, som gennemgår de nye regler og sætter fokus på faldgruberne med en række eksempler. SKI anbefaler alle kunder at læse vejledningen, før de indgår en leveringsaftale med en leverandør ved direkte tildeling.

Den nye lov om håndhævelse af udbudsdirektivet trådte i kraft 1. juli 2010. Det har skærpet opmærksomheden omkring juraen i offentlige indkøb.

Hvordan fortolker man helt grundlæggende EU’s udbudsregler? Og hvordan benytter man direkte tildeling uden at komme på kant med loven? Det er nogle af de spørgsmål, SKI har fået i den senere tid.

Restriktiv, juridisk tolkning giver tryghed

SKI’s kunder skal trygt kunne anvende rammeaftalerne i forhold til udbudsdirektivets juridiske regler. Derfor har SKI udarbejdet en udbudsretlig vejledning om ”direkte tildeling”, der giver svar på de væsentlige spørgsmål.

Med den nye vejledning i hånden bliver det lettere at sikre korrekt tildeling, så kunden ikke kan gøres ansvarlig i forbindelse med en eventuel klagesag.

-       Vi har valgt at anvende en restriktiv, juridisk tolkning af reglerne for tildeling, så vores kunder kan være trygge, hvis de følger anbefalingerne i vejledningen, siger SKI’s udbudsjurist chefkonsulent Anja Piening.

Stadig kundens ansvar at overholde udbudsreglerne

SKI anbefaler, at alle kunder læser den nye vejledning, inden de foretager en direkte tildeling på rammeaftalerne, men Anja Piening understreger, at der kun er tale om en vejledning.

-       Det er fortsat kundens ansvar at købe ind i overensstemmelse med udbudsreglerne og herunder principperne for ligebehandling og gennemsigtighed, siger hun og opfordrer til, at man kontakter SKI, hvis man er i tvivl.  

Bestemmelser og kriterier

Vejledningen er på 36 sider og beskriver, hvornår man kan benytte sig af direkte tildeling. Et kapitel gennemgår med illustrative eksempler de regler, man skal opfylde ved direkte tildeling for at leve op til EU’s udbudsdirektiv. Et andet kapitel fremhæver og kommenterer de vigtigste bestemmelser i den nye Lov om håndhævelse af udbudsreglerne m.v.

Endelig indeholder vejledningen en skabelon til et notat og et brev, som sikrer, at man overholder udbudsreglerne i sin kommunikation med potentielle leverandører.

Flere vejledninger på vej

SKI arbejder på løbende at skrive vedkommende og aktuelle vejledninger som en hjælp til både kunder og leverandører. En vejledning om brugen af miniudbud er på trapperne.

 

 Download vejledningen om ”Direkte tildeling”

 

Yderligere oplysninger: Chefkonsulent Anja Piening, mail: anp@ski.dk, Tlf.: 33427024, Mobil: 51838024.